LOKALT

SE TV

LIVE TV

WEBDOKS

TIP OS

Valg

Nytårsfejring giver 117 personer fyrværkeriskader

Regionerne melder om 39 øjenskader og 28 håndskader på grund af fyrværkeri nytårsnat.

01. jan 2018, kl. 09:14 af · ·

Landets AMK-vagtcentraler har registreret, at 117 personer kom uheldigt ind i det nye år med en fyrværkeriskade. Det er 19 flere end sidste år.

Af de 117 fyrværkeriskader er der 39 øjenskader og 28 håndskader. Det oplyser Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, som har samlet tallene for alle fem regioner. AMK-vagtcentralerne har ansvaret for de patienter, som ringer 1-1-2. 

Af de 39 personer med øjenskader, har 28 været forbi landets øjenafdelinger. Seks er kommet alvorligt til skade og risikerer at få alvorlige men. Tre af dem er børn.

- Det er ret karakteristisk, at de tilskadekomne ikke har haft sikkerhedsbriller på, siger overlæge Jørgen Villumsen fra Region Hovedstadens øjenafdeling på Rigshospitalet-Glostrup.

- Langt hovedparten af de ramte kunne være stort set uskadte med briller. Det er meget sjældent, at vi registrerer alvorlige øjenskader med sikkerhedsbriller, siger han.

I alt er akutberedskabet - det vil sige ambulancer, akutlægebiler og akutbiler - rykket ud 1056 gange efter 1221 opkald til 1-1-2. Det er lidt færre end sidste år, hvor der var 1153 kørsler.

Landets akutlægehelikoptere måtte i løbet af aftenen og natten i luften fire gange. Det er én flyvning mere end sidste år. Tallene er opsamlet per time fra klokken 18.00 nytårsaften og frem til 06.00 nytårsmorgen.

1-1-2 modtog sidste år 1406 opkald. De 117 fyrværkeriskader i år markerer en stigning i forhold til sidste år, hvor der var 98 fyrværkeriskader. Blandt dem var der 38 øjenskader og 27 håndskader.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version