Fynsk festival siger fuck corona
Efter mere end et år uden danske festivaller vælger fynsk radiostation at blæse på coronarestriktioner og inviterer nu til tre dage med musik på Stige Ø.
Radio Luna i Odense kan ikke vente på, at regeringen får taget sig sammen til at komme med en udmelding om sommerens festivaller, så nu har stationen valgt at være firstmover og inviterer allerede i den kommende weekend til tre dages festival på Stige Ø i Odense.
- Det bliver et rabalder, lover Bjarne Andersen, der er Radio Lunas mest kendte pladevender.
- Vi har allerede indgået kontrakt med Lis & Per, Richard Ragnwald og Kandis og for hver time kommer flere aftaler på plads.
Men hvordan har en radiostation med frivillige medarbejdere og en lytterskare i dansktopsegmentet pludselig råd til at afholde en festival?
- Vores tusindvis af lyttere har jo ikke haft mulighed for at bruge penge på bankospil i et år, så i stedet har de doneret pengene til Radio Luna, og nu betaler vi tilbage med denne festival, fortæller Bjarne Andersen, mens han skifter "Kære lille mormor" ud med "Jeg ville eje millioner" på pladespilleren i det lille radiostudie midt i Odense.
De unge vil også have billet
Sulten efter festival er så stor, at Radio Luna allerede er begyndt at få henvendelser fra unge helt ned til 15 år, der er interesserede i at komme til Stige Ø og gå amok til dansktopmusik.
- Først undrede vi os over, at de unge havde fundet frem til os, for vi har jo indtil nu, ikke reklameret andre steder end på Radio Luna, og vi må jo være ærlige at sige, at vores lytterskare er på den anden side af 70. Men det der er sket er simpelthen så enkelt, at de unge har hørt om festivalen, når de har været på Skype med deres bedsteforældre og radioen har været tændt i baggrunden, siger Bjarne Andersen.
- Og de spørger slet ikke om, hvem der spiller på festivalen, når de ringer og bestiller billetter, så jeg håber de bliver positivt overraskede, lyder det fra den populære dansktop-dj.
Kommunen hjælper med asfaltering
Helt problemfrit har det dog ikke været at få arrangeret en festival på Stige Ø.
- Det er jo selvfølgelig ikke det mest fremkommelige sted, vi har valgt til festivalen, og det kan være en udfordring for de mange rollatorbrugere at komme frem til koncerterne på Stige Ø, men vi blev nødt til at finde et sted, der lå langt fra byens hotspots, så vi ikke risikerer, at coronapolitiet kommer efter os, fortæller Bjarne Andersen og skyller efter med en tår kaffe.
I følge TV 2 FYN´s oplysninger har Radio Luna fået overbevist Park- og vejafdelingen i Odense Kommune om, at der inden weekenden skal asfalteres rollatorstier rundt på hele Stige Ø - ligesom der også skal etableres en lift til de højeste koncertsteder på de tilgroede affaldsbunker.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version