Facebook bliver hurtigere for fynboerne
Første bygning på Facebook-center i Odense er nu taget i brug, og selskabet er begyndt at tjene penge, oplyser selskabet i sit regnskab.
Fynboerne kan forvente hurtigere svartider på Facebook, Messenger, Instagram og andre medlemmer af Facebook-familien, når Facebook er helt færdige med byggeriet i Odense.
- Når datacenteret bliver sat i drift, vil de titusindvis af servere understøtte hele Facebooks familie af apps og tjenester. Det vil være muligt at måle forbedrede netværksventetider for folk i regionen, når de bruger vores tjenester, oplyser Facebooks nordiske informationschef Peter Münster til TV 2/Fyn.
Og Facebook er godt på vej med at færdiggøre byggeriet.
For selskabet bag byggeriet i Odense, Cassin Networks, har netop meddelt i sit 2018-regnskab, at den første af to datacenter-bygninger er taget i brug. Desuden er selskabet begyndt at tjene penge ved at levere ydelser til andre Facebook-selskaber, fremgår det af regnskabet.
Stadig meget arbejde
Peter Münster oplyser dog, at ordlyden alene dækker over, at bygningen er i brug som arbejdssted for Facebooks medarbejdere.
I regnskabet for 2018 er der udbetalt lønninger på 38 millioner kroner.
- Der er dog stadig meget arbejde, der skal gøres inden vi er klar til at indvie vores nye data center i Odense, og vi har ikke justeret vores tidligere udmeldte mål om at være klar i 2020, siger Peter Münster.
Det fremgår af Cassin Networks regnskab, at Facebook-centret har en værdi på nuværende tidspunkt på 7,1 milliarder kroner.
En milliard
Og ifølge Peter Münster er det ikke usævanligt.
- Som et meget generelt og helt overordet tal er én milliard amerikanske dollar ikke noget urimeligt overslag for den investering som et datacenter af denne størrelse repræsenterer, hedder det i svaret til TV 2/Fyn.
Grund og bygninger er værdisat til 53 millioner kroner - det er altså den mindste del af investeringen.
Facebook har i årets løb indbetalt 98 millioner kroner i kapitalforhøjelse til Cassin Networks.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version