LOKALT

SE TV

LIVE TV

WEBDOKS

TIP OS

Valg

Sparekniv kan tage livet af Fyns største bibliotek

Odenses Centralbibliotek kan gå en usikker fremtid i møde, hvis det nuværende spareforslag på biblioteksområdet gennemføres. Det vurderer embedsfolk i ny rapport.

19. jun 2019, kl. 14:52 af · ·

Der er seks centralbiblioteker i Danmark. I dag ligger ét af dem i Odense Kommune, men kommunens varslede spareplaner på by- og kulturområdet kan koste byens status som en by med et centralbibliotek.

Det advarer embedsfolk i By- og Kulturforvaltningen om i en konsekvensvurdering af spareplanerne, som offentliggøres onsdag klokken 17.

TV/2 Fyn har fået oplysningerne af rådmand Jane Jegind (V), som er modstander af det sparekatalog, som Socialdemokratiet og Konservative er enige om.

Millionbesparelse på biblioteksområdet

I alt er der lagt op til en besparelse på 79 millioner kroner årligt i By- og Kulturforvaltningen. Heraf skal der spares tre millioner kroner på biblioteksområdet.

Men den besparelse kan få store konsekvenser for Odense Centralbiblioteks fremtid. Det fremgår af rapporten.

- Med en gennemførelse af en besparelse på den kommunale ramme på tre millioner kroner, er det vurderingen, at Odenses status som centralbibliotek kan komme i fare, vurderer embedsfolkene i rapporten.

Risikerer at miste offentligt tilskud

Som centralbibliotek følger et årligt tilskud på mellem seks og syv millioner kroner. Men tilskuddet forudsætter, at kommunen lever op til en minimumsstandard i den kommunale finansiering. Og det kan blive svært, hvis besparelserne gennemføres, vurderes det i rapporten.

- Det årlige centralbibliotekstilskud udgør mellem seks og syv millioner kroner afhængigt af OBB (Odense Biblioteker og Borgerservice, red.)  udlånsaktiviteter til resten af Fyn og det øvrige Danmark.

- I den forbindelse kan en yderligere kommunal beskæring af OBB’s driftsgrundlag bringe Odense som centralbibliotekskommune i fare. Odense Kommune har tidligere fået en ”anmærkning” for at have et grundtilskudsmæssigt lavt niveau, fremgår det.

To centralbiblioteker i Syddanmark

I Region Syddanmark er der, udover centralbiblioteket i Odense, også et centralbibliotek i Vejle. Det er den eneste region, hvor der er to centralbiblioteker. Det skyldes blandt andet infrastruktur samt Odenses status som universitetsby.

Men en konsekvens af spareplanen kan blive, at Odense i fremtiden ikke vil have et centralbibliotek.

- Denne status risikerer at falde væk og alene tilfalde Vejle, hvis Odense ikke lever op til en ”minimumsstandard” i den kommunale finansiering, står der i rapporten.

I 2019 er udgiften til bibliotekerne i Odense Kommune 370 kroner per indbygger. Det rækker til en 79. plads ud af landets 98 kommuner. Det viser tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Udover centralbibliotekerne i Odense og Vejle er der centralbiblioteker i Aalborg, Herning, Roskilde og Gentofte.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version