LOKALT

SE TV

LIVE TV

WEBDOKS

TIP OS

Valg

Hussalg oppe i tempo: Hurtigste salg af huse på Fyn i ti år

Nye tal viser, at huse i byer som Årslev, Tommerup og Langeskov sælges hurtigere. Ærø har oplevet den største reducering af liggetiden.

11. okt 2019, kl. 14:22 af · ·

For mange af de fynske hussælgere har det første halvår af 2019 været en positiv oplevelse. Således viser et dyk i boligportalen Boligas database, at salgstiden er på det laveste niveau i ti år i flere kommuner.

Både i Nordfyns, Odense, Nyborg, Middelfart, Kerteminde og Faaborg-Midtfyn kommuner har den gennemsnitlige tid, det tager at sælge et hus, ikke været lavere i mere end ti år.

Sammenlignes forskellen på salgstiden fra sidste år til første halvår i år sælges husene hurtigere i alle fynske kommuner (klik på tabellen herunder).

Her tager ø-kommunen Ærø teten med et fald fra 372 dage til 209 dage. Det har således taget 44 procent færre dage at sælge et hus i forhold til samme periode sidste år.

Også Langeland, Nordfyns og Assens Kommune har store fald i liggetid. Her er forskellen fra 2018 til 2019 på henholdsvis 29, 28 og 25 procent.

I den lave ende ligger kommunerne Middelfart, Kerteminde og Faaborg-Midtfyn, som alle tre sælger husene otte procent hurtigere i forhold til 2018.

Artiklen fortsætter under tabellen ...

Oplandsbyer er populære

Brydes tallene ned på postnummer-niveau kan man se, at flere af Odenses oplandsbyer oplever en stærk reducering af liggetiderne (klik på tabellen herunder).

Således er liggetiden fra første halvår 2018 til samme periode i år mere end halveret (51 procent) i Tommerup.

Og netop på Højfyn kan indehaver af Nybolig i Tommerup og Odense, Peter Schultz Jensen, se, at tendensen fortsætter.

- Isoleret set fra min butik er liggetiderne ikke så lange, som de har været. Vi kan se, at prisstigningerne i storbyerne flytter salget ud i de mindre byer, siger Peter Schultz Jensen.

Han giver et eksempel på et klassisk og sammenligneligt parcelhus på 140 kvadratmeter. Et sådan hus vil i en Odense-forstad som Sanderum koste tre millioner kroner, mens det i Tommerup vil ligge på omkring to millioner.

Med i købet får man begge steder nærhed til skole, dagligvarebutikker m.m. - og så er der en togtur på kun 12 minutter imellem.

I Årslev er liggetiden reduceret med 39 procent og Langeskov er noteret for minus 35 procent.

Dykker man ned i postnumrene i Odense er det flere steder omvendt. I Odense M viser Boligas data, at liggetiden er steget med 20 procent i perioden. I Odense S er der en stigning på 11 procent.

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version