Politiet beder om hjælp efter indbrud: Kan du genkende disse mænd?
Fyns Politi efterlyser tre mænd efter et indbrud hos optiker i Kerteminde natten til tirsdag.
Tre mænd har natten til tirsdag begået indbrud ved Nyt Syn-optikeren i Kerteminde.
Fyns Politi beder nu om hjælp til at identificere de tre mænd, der blev fotograferet af et overvågningskamera i forbindelse med indbruddet.
Indbruddet fandt sted klokken 3.55 natten til tirsdag 26. maj.
De tre mænd forlod butikken med omkring 300 brillestel af mærkerne Rayban, Oakley, Tom Ford, Lindberg, Voow og Monocool.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ankom i en hvid bil
Hele indbruddet tog cirka syv minutter fra de tre gerningsmænd ankom til forretningen, og til de kørte fra stedet igen.
De ankom til stedet i en hvid bil og forlod det med tyvekosterne i store blå poser, som kunne minde om store indkøbsposer fra Ikea.
Mændene vurderes til at være i alderen 20-30 år.
Hvis du kan genkende gerningsmændene eller har oplysninger om indbruddet, kan du kontakte Fyns Politi dagtimerne på telefon 114. Spørg efter indbrudsgruppen.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version