LOKALT

SE TV

LIVE TV

WEBDOKS

TIP OS

Valg

Fynsk sporarbejde udløser rekorderstatning

Sporarbejde på Fyn har medført voldsom stigning i antal krav til DSB om kompensation for forsinkelser.

27. jun 2016, kl. 15:44 af · ·

Forsinkelser i togdriften koster ikke blot besvær og ærgrelse for de rejsende. I maj betalte DSB 3,6 millioner kroner i økonomisk kompensation alene til pendlere.

Det er det højeste beløb nogensinde på en måned, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Det vælter ind med krav om kompensation fra rejsende, der i modsætning til pendlere tilmeldt rejsetidsgarantien ikke modtager automatisk kompensation.

Derfor har virksomheden ansat 11 vikarer, der skal hjælpe med at behandle de store bunker af krav.

I maj modtog DSB 16.000 krav. På en gennemsnitlig måned er tallet 3000, og derfor er der behov for ekstra mandskab, forklarer Aske Wieth-Knudsen, som er chef for forretningsudvikling.

- Det er en ekstraordinær situation, der betyder, at vi må gøre noget særligt og sørge for, at kunderne kan få hurtigt svar på deres henvendelse, siger Aske Wieth-Knudsen i en pressemeddelelse.

Han fortæller, at svartiden i øjeblikket ligger på tre til fire uger. Normalt kan man behandle disse krav på en uge eller op til 10 dage.

Sporarbejde på Fyn i forbindelse med Kristi himmelfartsdag og pinsen er hovedårsagen til det ekstra arbejde i den afdeling, hvor man behandler krav om rejsegaranti.

Rejsende kan søge kompensation, hvis deres fjern- eller regionaltog er mere end en halv time forsinket i forhold til den planlagte ankomst.

Kompensationens størrelse afhænger af, hvor stor forsinkelsen er. Den spænder fra 25 procent til 100 procent af billettens pris.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version