LOKALT

SE TV

LIVE TV

WEBDOKS

TIP OS

Valg

Gymnasieelever søger væk fra de mindre byer

Unge søger mod gymnasierne i Odense og fravælger i stigende grad gymnasier i Faaborg, Ringe og Nyborg. Det viser ny undersøgelse fra Region Syddanmark.

09. nov 2018, kl. 07:55 af · ·

En ny analyse, som Region Syddanmark har fået foretaget, viser, at gymnasier i de større byer som Odense har oplevet stor fremgang i antallet af ansøgere.

Gymnasierne i Odense Kommune fra 2009 til 2018 har oplevet en fremgang i antallet af ansøgere på 22 procent.

Anderledes ser det ud for flere af gymnasierne uden for Odense, der oplever tilbagegang.

Fald i Ringe, Faaborg og Nyborg

Faldet i antallet af ansøgere til gymnasierne i Faaborg-Midtfyn Kommune,  er i perioden fra 2009 til 2018 på 28 procent, og faldet i Nyborg er i samme periode på 22,5 procent.

Det viser en ny analyse fra Region Syddanmark, der kortlægger de unges geografiske søgemønstre til gymnasierne.

- Analysen viser, at der i nogle tilfælde er tale om en tendens, hvor de unge i stigende grad søger mod de større studiebyer, når de skal vælge en ungdomsuddannelse som stx, hf, hhx eller htx, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Region Syddanmarks ønsker en decentral uddannelsesstruktur, hvor det skal være muligt at tage en ungdomsuddannelse, uanset hvor man bor i regionen. Derfor er udviklingen en udfordring, som vil indgå i Regionens overvejelser om næste års optagelseskapacitet.

- Vi har et ønske om, at man skal kunne arbejde og uddanne sig, uanset hvor i regionen man vælger at bo. I en tid med faldende ungdomsårgange giver det en særlig udfordring, når unge fra landområder i stigende grad søger ind mod de større studiebyer. Derfor kan det blive nødvendigt, at vi regulerer optagelseskapaciteten for de gymnasiale uddannelser i de større byer og kommuner, så yderområderne fortsat kan tilbyde ungdomsuddannelser i lokalområdet, siger formand for Udvalget for uddannelse og arbejdskraft, Tage Petersen (V).

Udvalget for uddannelse og arbejdskraft skal på mødet den 13. december 2018 behandle sagen.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version