Fyns Politi erkender: Det var ikke godt nok
Borgere tilbageholdt fuld voldsmand, men politiet var mere end en time om at dukke op
Da en 34-årige værtshusgæst på KinoVino under Nyborgs Open By Night i aftes blev tilbageholdt efter have kastet med glas og været truende over for andre gæster, tog det politiet en time og ni minutter at hente manden. Og det er alt for længe, erkender politiinspektør ved Fyns Politi Lisbeth Fried. Første anmeldelse kom kl. 22.41.
- Det ser ud til, at det er en menneskelig fejl, og det beklager vi selvfølgelig meget. Vi er rigtig ærgerlige over, at borgerne har fået den her oplevelse i Nyborg, siger Lisbet Fried.
Ingen vogn til voldsmand
Hun forklarer, at det ser ud til, at der er sket en fejl i forbindelse med modtagelsen af anmeldelsen på vagtcentralen, hvor der ikke bliver sendt en vogn af sted i første omgang.
Først da borgerne i Nyborg kl. 23.07 ringer for at høre, hvor politiet bliver af, bliver der sendt en vogn. Denne er så 43 minutter om at komme frem, hvilket heller ikke er tilfredsstillende.
- Det er heller ikke godt nok. Som det ser ud, er der sket to disponeringsfejl. Vi kommer også for langsomt frem, da vi endelig sender en vogn. Der skal vi kigge på, om det har noget at gøre med, hvordan patruljen bliver sendt, hvad der bliver sagt også videre, men det skal vi se nærmere på, lyder det fra Lisbeth Fried.
Procedurerne tjekkes igennem
På mandag bliver sagen gået grundig igennem for se, om noget kan gøres anderledes fremover.
- Nu skal vi kigge nærmere på det, og så tænker jeg, at der kan være noget i vores procedurer, der kan ændres, eller hvor vi i hvert fald skal være mere skarpe. Det vil vi selvfølgelig følge op på, for det skal vi gøre bedre, siger Lisbeth Fried.
Politiinspektøren afviser, at problemet er opstået på grund af centraliseringer hos politiet.
- Vi har patruljer på hele Fyn, ligesom vi hele tiden har haft. Der er ikke ændret på vores dækning på øen. Vi har det samme antal patruljer som før vores reorganisering. Vagtcentralen disponerer patruljerne, som de også har gjort hele tiden, og det har vi tillid til, at de gør, men der kan ske menneskelige fejl.
Den urolige værtshusgæst blev løsladt her til morgen efter afrusning på politigården i Odense.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version