I mørket hersker anarki

Vi ruller alene af sted én for én ud i mørket i vores hvide biler fra vores mødested på Lavsensvænget i Odense lidt over elleve. Det er en af de dage, hvor min køreliste er lang. Det er mere end 40 besøg, og jeg ved, at flere nødkald vil tikke ind i løbet af natten og lægge flere til listen. Det er hverdag, men det stresser mig.
Mine opgaver ude hos borgeren kan være alt fra med natmad medicin og støttestrømper eller toiletbesøg, sengelægning og til at blive vendt i sengen for at undgå tryksår. En gruppe af de unge vikarer, der er kommet flere af i Natgruppen de sidste par år, har samlet sig bag en af bilerne på pladsen. De tager selfies, ryger smøger og griner højt.
Jeg kører til mit første besøg, men jeg mærker irritationen over de unge vikarers skødesløse tilgang til vores arbejde. Vi kører ud og gør en forskel for de ældre. Vi kan gøre deres liv nemmere eller mere fortvivlet. Jeg ryster det af mig, inden jeg går ind ad døren til aftenens første borger. Det er dem, jeg arbejder for.

Lidt efter midnat låser jeg mig ind ad døren til et ægtepar i Odense Øst. Jeg ser med det samme, at konen er ulykkelig. Aftenvagten kom aldrig. Det er hendes mand, der har brug for hjælp til toiletbesøg, til at få sine piller, til at spise sin mad og til at komme i seng. Aften-pillerne ligger altså stadig i den gennemsigtige pilleæske på køkkenbordet, og hans kone har prøvet at hjælpe ham på toilettet. Men han er en stor tung mand, og hun er for lille og for skrøbelig til at bakse med ham. Det er derfor, vi kommer i deres hjem flere gange om dagen.
Nu må jeg sørge for pillerne, aftensmaden og hjælpe ham i nattøjet, på toilettet og i seng. Der er ikke tid til den ekstra hjælp, jeg må træde til med nu. Jeg har tolv minutter til et natbesøg, hvor jeg skal give medicin og sørge for at få vendt borgeren i sengen. Og min liste er pakket med opgaver. Det tager også tid at kommer fra en borger til den næste, men køretiden er skrevet med usynligt blæk på min liste. Min ledelse må forestille sig, at jeg kan trylle mig selv videre fr det ene hjem til det næste. Det vigtigste er den aften er dog, at der ikke er sket noget med ham på trods af, at han får sin medicin for sent. Og selvfølgelig hjælper jeg. Det betyder, at jeg er forsinket.

Jeg ræser videre. Det er efterhånden tit jeg oplever, at medicinen stadig ligger i pilleæsken, at borgerens ble er fyldt, eller at den ældre er blevet sprunget over af vagten før mig.
Jeg mærker vreden over det svigt. Vi er deres livline til et liv.
Efterhånden er den profession, jeg valgte, fordi jeg vil arbejde med mennesker, reduceret til opgaver, der skal løses uden indlevelse. Der er knap nok tid til at sætte mit flueben på kørelisten og komme videre. Taler jeg om det til min leder, kan jeg være sikker på, at det bliver tysset ned -sandsynligvis efter en regulær skideballe. Som regel er det også sådan, at når medierne har fokus på vores arbejdsforhold i ældreplejen, så sender min leder en mail ud og beder os om at holde munden lukket.
Klokken 07 afleverer jeg min nøglebrik og bilnøglen på kontoret og kører hjem. Jeg skal jeg falde ned, inden jeg kan kravle under dynen. I aften kører jeg afsted igen, fordi jeg brænder for at gøre en forskel for de ældre.

Anonym fortælling 3

Anonym fortælling 4

Anonym fortælling 5

Det her er en test: Jeg tester det hele