Pengeafpresning: Fyns Politi anholder endnu to Black Army-medlemmer

Søndag blev yderligere to Black Army-medlemmer anholdt og sigtet for pengeafpresning. Tidligere samme dag blev et tredje medlem varetægtsfængslet.

Fyns Politi oplyser, at det har anholdt yderligere to Black Army-medlemmer. De er begge sigtet for pengeafpresning.

 Mændene er 23 og 26 år, og mandag bliver de fremstillet i grundlovsforhør. Der vil blive begæret lukkede døre, og derfor har Fyns Politi og anklagemyndigheden ikke flere oplysninger i sagen.

Torsdag kunne TV 2/FYN fortælle, at flere tatovører i Odense er blevet opsøgt af mænd fra netop Black Army, der krævede penge. Om anholdelserne er foretaget i den forbindelse er det ikke muligt at få svar på. 

Efterforskningschefen ved Fyns Politi bekræfter over for Fyens.dk, at politiet er mødtes med tatovør-lauget for at tale netop om afpresnings-sagen. 

 - Vi har lyttet til deres bekymringer, og vi tager det særdeles alvorligt, sagde politiinspektør Benny Linde Larsen til Fyens.dk.

Afpresning

Formand for brancheforeningen Professionelle Danske Tatovører, Lars Pedersen, har været i kontakt med de fem tatovører, der skal være blevet afpresset. 

Han håber, at den første anmeldelse nu vil få flere til at stå frem.

- Vi er bekendt med, at der er nogen i Odense, der betaler til Black Army.

- Vi har ikke fået flere henvendelser på nuværende tidspunkt. Men jeg forventer, at de næste dage vil bringe meget mere frem på banen, siger han til Ritzau. 

 

FORSIDEN LIGE NU