Danmarks største træningsstævne udskydes på Fyn

Øens Hold Cup, som skulle være afviklet i den sidste weekend i marts, er udskudt grundet smitterisikoen for Covid-19.

Coronavirussen får nu endnu et arrangement på samvittigheden.

Øens Hold Cup, der er Danmarks største træningsstævne, skulle være afviklet i weekenden den 27. - 29. marts, men stævnet udskydes.

Odense Boldklub oplyser på sin hjemmeside, at den vil forsøge at afvikle stævnet den 5. - 7. juni. 323 hold fra hele landet i årgangene U8-U14 har tilmeldt sig stævnet.

- Grundet regeringens- og sundhedsmyndighedernes anbefalinger vedrørende smitterisikoen for Covid-19 har vi desværre set os nødsaget til at udskyde stævnet, skriver Odense Boldklub på sin hjemmeside.

3.500 fodboldpiger og drenge samt deres familier skulle have været samlet til Øens Hold Cup ved 11 værtsklubber på Fyn.

FORSIDEN LIGE NU