Der kommer ønsker om god bedring fra både politiske kampfæller og politiske modstander til den fynske toppolitiker Lars Christian Lilleholt, som netop nu er indlagt på OUH på grund af covid-19.
Udover at være ramt af Covid-19 er der også stødt en lungebetændelse til Lilleholts sygdom.
Karsten Hønge fra SF ønsker god bedring til Lilleholt og håber, at den fynske venstremand snart er på højkant igen.
- Jeg ønsker ham god bedring. Jeg er sikker på, at han nok skal klare det, men jeg sender ham alle mulige kammeratlige og kollegiale hilsner. Lars er jo ikke først og fremmest en modstander, han er først og fremmest en politisk kollega, siger Karsten Hønge.
Også fra den yderste venstrefløj lyder der god bedrings-hilsner til Lars Christian Lilleholt. Enhedslistens fynskvalgte folketingsmedlem Victoria Velasquez ønsker også god bedring.
Jeg ønsker ham god bedring. Jeg er sikker på, at han nok skal klare det, men jeg sender ham alle mulige kammeratlige og kollegiale hilsner. Lars er jo ikke først og fremmest en modstander, han er først og fremmest en politisk kollega
- Jeg ønsker ham rigtig rigtig god bedring. Jeg håber, at han hurtigst muligt kommer på benene og bliver fit for fight, og at han efter omstændighederne har det godt. Jeg sender varme tanker til hans familie, siger Victoria Velasquez.
Lilleholts partifælle Jane Heitmann har ikke været til nogle møder med Lars Chr. Lilleholt i flere dage. Fredagens gruppemøde i Venstre var et virtuelt onlinemøde.
- Jeg tænker både på Lars Chr. og hans familie. Det er ikke sjovt, at være pårørende til en coronaramt, uanset hvem man er. Herfra kommer de varmeste ønsker om en hurtigt og en god bedring. Vi savner ham og har brug for ham her på Borgen, siger Jane Heitmann.
Hilsner på Facebook
På opslaget på Facebook, hvor den tidligere fynske minister fortæller, at han er ramt af coronavirus, er der kommet hundredevis af hilsner fra fra både politikere og andre, der vil ønske den tidligere minister god bedring.
Blandt de politikere, der sender hilsner til Lilleholt på Facebook, er blandt andet den tidligere SF-formand og minister Anette Vilhelmsen, tidligere justitsminister Søren Pind, det radikale folketingsmedlem Rasmus Helveg, Lars Løkke Rasmussens søn, Bergur Løkke Rasmussen, og det fynske socialdemokratiske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg, der også selv har været ramt af covid-19.
Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, ønsker også god bedring til Lars Christian Lilleholt.
- Vi er kede af det for Lars Christian. Vi sender ham en buket blomster og ønsker god bedring. Han er heldigvis i i trygge hænder hos dygtige sygeplejersker og læger, siger Karsten Lauritzen til TV 2 Fyn.
Der var mødefri uge i Folketinget i sidste uge, og fredagens gruppemøde i Venstre foregik som nævnt digitalt. Karsten Lauritzen opfordrer alle, der har været i kontakt med Lars Chr. Lilleholt til at blive testet.
På Christiansborg er flere andre folketingsmedlemmer også smittet med covid-19, og flere ministre er ligeledes gået i selvisolation, fordi de har været i kontakt med personer, der er ramt af smitten.
Den udbredte smitte har blandt andet betydet, at flere møder i folketingssalen er udskudt, ligesom tirsdagens spørgetime til statsminister Mette Frederiksen (S) også er blevet aflyst.